lørdag den 2. februar 2013

Let it grow


Kære Kaj                                                                                                                               Rønde januar 2013

”Let it grow, let it grow. Let it blossom, let it flow”, hvorfor ikke tage Eric Clapton på ordet og lade det frø gro, som jeg forsøgsvis plantede i dine tanker for et livskapitel og en flytning siden. Jeg er glad for, at jorden er gødet og frøet i spiring. Min forventning går ikke i retning af en buket ensartede blomster bundet med fagprofessionel hånd. Mit ønske, da jeg såede frøet, var sammen med dig at samle en spraglet buket af minder og erindringer fra vores liv, som vi ser det –  selvfølgelig tilsat de fornødne facts til at underbygge fortællingen.
At din historieskrivning begynder ved vore forældres bryllup i Vejlby den 17. august 1941 kan enten tilskrives din hang til kronologi (underviste du ikke også i historie) eller simpelthen en form for logik, som selv jeg med min mere impulsive tilgang til tingene, ikke kan modsige.
Hvordan gik det til, at Gerda fra Egtved i en alder af 19 år havnede i Allingåbro, reflekterer du og hvordan lærte far og mor hinanden at kende, kunne jeg tilføje. Svarene leverede far tilbage i 1989
Jeg var dengang 34 år. Mor var død 15 år tidligere. I den mellemliggende periode var jeg blevet gift, havde fået tre børn og oplevede at jeg nu stod med en masse ubesvarende spørgsmål i forhold til mine aner. Vores mormor døde i 1932 og morfar i 1941. Det faktum aldrig at have kendt sine morforældre og nu også at have mistet sin egen mor, føltes som at mangle en gren af familietræet. I et forsøg på at samle viden nok til at kunne lave en mental podning så stamtræet blev intakt, var det, jeg spurgte far, om han ikke ville skrive sine erindringer. Vi ved jo begge, at far ikke var glad for bogstaver. Han var ikke en mand, der læste mange bøger og i endnu mindre grad var han en mand, der selv sammensatte ordene på skrift. Han greb ikke til kuglepennen ved første forespørgsel, men en dag fandt han en blok linjeret brevpapir og en blå Bic  frem og satte sig ved skrivebordet for at svare på netop spørgsmålet om, hvordan det gik til, at Gerda fra Egtved kom til Allingåbro og hvordan de to lærte hinanden at kende. Johannes fik aldrig skrevet mere end 5 sider. På side to skriver han: ”mor kom så i lære hos Marie Bertelsen (Manufaktur og Trikotage) og var der til 1937. Da fik hun plads hos Manufakturhandler Jens A Ross Allingåbro som espeditrice. I 1936, 1. september var jeg blevet ansat som komis hos Købmand L.Fynbo Allingåbro, så der lærte vi hinanden at kende. Det skete ved Juletræsfest i Allingåbro Missionshus 3. juledag 1937



Kunne det være Marie Bertelsen, der brugte sit netværk, da Gerda var udlært? Eller var Gerda drevet af en udlængsel, måske simpelthen et behov for at komme lidt på afstand af sin gamle far på 75, som, ved vi fra senere skriverier, godt kunne være lidt en sortseer, havde Gerda set en stillingsannonce i avisen? Det står ikke skrevet i Johannes´ erindringer. At de to unge menneske mødtes til juletræsfest i missionshuset er der imod skrevet med blåt på nu gulligt papir. Dobbeltbryllup? Kunne man tænke så praktisk og økonomisk, at det trods alt gav god mening i en tid, hvor rationering og mørklægning lagde visse begrænsninger på udfoldelserne?


”Festkælderen”, som i dine barneøjne var stor, uoverskuelig og spændende undergik i tiden fra du og dine mange jævnaldrende fætre og kusiner indtog den med festligt samvær og masser af leg, til jeg 12 – 15 år senere besøgte bedstemor og bedstefar, en forandring. Om kælderen virkelig forandrede sig mere end hvad der kan tilskrives tidens tand, tror jeg egentlig ikke. Men kælderen var i mine øjne mørk og skummel og ikke attraktiv. Det var der imod haven. Jeg husker haven, som man kom ud i gennem bryggersdøren bag køkkenet, som meget, meget stor. Den var fyldt med frugttræer og snoede stier og hvis man vovede sig helt ned for enden, var der direkte adgang til verden udenfor. Den – både haven og verden udenfor forekom mig stor, uoverskuelig og spændende.
Når jeg nu en januardag i 2013 – omkring 45 år efter vores bedsteforældre døde, vil finde et par smukke blomster til vores fælles erindringsbuket, så slår det mig hvor lidt, jeg husker om dem. Da bedstefar døde en januardag, a pro pos, i 1965 var jeg trods alt 10 år og 12, da bedstemor døde i 1967
Jeg har en svag erindring om, at bedstemor gemte portvinsflasker i høje cementrør, som hun stillede blomster på i stuen. Og jeg husker, at hun blev indlogeret på Vivild Plejehjem, da bedstefar døde, men jeg har ingen erindring om, at jeg nogensinde har siddet på skødet, fået fortalt en historie eller at jeg har været i dialog med nogen af dem. Kan det virkelig passe? Eller er det en erindringsforskydning? Var de måske så gamle, da jeg var barn, at de ikke havde overskud til børnebørn? Eller var det bare sådan det var dengang?
Når jeg tænker på mine egne investeringer og interesse i vores børnebørn, så forekommer det mig underligt, at jeg ikke har nogen erindring om eller for så vidt følelser eller forhold til mine bedsteforældre. F.eks husker jeg heller ikke at have deltaget i deres begravelse.  
Du må hjælpe mig med at tegne billedet af Rasmus og Petrea. De 12 års forspring du har i familien gør i denne sammenhæng dig til ressourceperson.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar