tirsdag den 26. februar 2013

I Renault til Egtved


Nykøbing den 25. februar 2013

 
Lidt heldigt for mig lever vi i en bekendelseskultur, hvor kendisser, f.eks. cykelryttere og politikere, efter en tur i sminken - på et velbesøgt pressemøde bekender uting fra fortiden.
Jeg har været i sminken, men der er ingen kameraer, ingen tændte mikrofoner. Det er lidt vattet at sidde alene foran sin pc’er og skulle bekende, at jeg er en sjældent dårlig læser.
Du har omhyggeligt kaldt dit forrige afsnit Cirkus Memo og Egtvedpigen. Jeg har lige så omhyggeligt læst Cirkus Nemo og Egtvedpigen. Derfor ville jeg være smadremanden.

Nu røg også den mulighed! Aber doch. Man må rejse sig sammen med den hest, man faldt af. Så jeg tager igen skriveskoene på og taster derudad.
En rigtig flot pointe med Cirkus Memo.
Nu da jeg står ved håndvasken og vandet løber, så lad mig tilbagekalde mejeribestyrer-påstanden. Det er vores far, der i notaterne fra 1980’erne gør ham til ”mejeribestyrer vist nok i Tandslet på Als eller længere nede i Sønderjylland”. Du er frikendt. Det havde været sjovere, hvis jeg kunne skrive, at jeg have fundet ham som mejeribestyrer eller mejerist i Tandslet på Als eller længere nede i Sønderjylland. Hvordan kommer man for resten det? Længere ned i Sønderjylland.
Jeg har ledt ganske meget og bredt for at finde hans fodspor. I min søgen fandt jeg familien Mahler, præsten der med sin familie rejste til Vivild for at ægtevie Esther med sin Kaj og Johannes med sin Gerda den 17. august 1941 i Vejlby Kirke.

Hele familien med tjenestepige var stillet op til mandtal i Tandslet i 1921. Folketællingerne blev ofte afholdt i efteråret. Derfor har præstefamilien været travlt optaget af at pakke præstekjole, bibliotek og andet udstyr i flyttekasser til den nært forestående flytning fra Tandslet til sandjordene på Djursland. Pastor Magnus Mahler begynder nemlig sin nye gerning som sognepræst i Vivild-Vejlby Pastorat den 1. december 1921. Hans første bogføring i kirkebogen fra Vivild er den 11. december 1921, hvor han bogfører ægteskab mellem bagersvend Magnus Larsen og bruden Bertha Jensine Jensen af Vivild. Med på flyttelæsset fra Tandslet var også Anne Cathrine Thomsen, ugift tjenestepige fra Tandslet, eller mere mundret Lille Tinne. Det er om gensynet mellem Hans Albert og Lille Tinne du fortæller den sjove historie om den lejede bil, komfuret og gryderetten. Blot skal vi have historien flyttet til slutningen af 30’erne eller til 1940. Det er jeg lidt i tvivl om.

For lige at gøre pastor Mahler historien færdig. Han starter i embedet i december 1921. Han stopper i embedet omkring november 1941.

Folketælling 1921 Neder Tandslet
21 1 Magnus Theodor Mahler M 13.11 1873 G Øster Højst Holballe husfader præst
2 Benedicte Ullinka Ferdinande Marieda
Suodicani K 09.04 1884 G Schleswig Holballe husmoder hans kone
3 Sofie Dorothea Charlotte Mahler K 03.08 1910 U Haderslev Holballe datter
4 Johannes Ernst Mads Mahler M 08.05 1914 U Tandslet Holballe søn
5 Mads Nielsen Mahler M 07.01 1916 U Tandslet Holballe søn
6 Marie Emilie Bothilde Mahler K 16.04 1917 U Tandslet Holballe datter
7 Bothilde Georgine Mahler K 22.06 1905 U Bøgvad Bøgvad tjenestepige
8 Anne Cathrine Thomsen K 09.09 1880 U Tandslet Holballe tjenestepige

Jeg har ingen viden om Magnus Mahlers liv fra da af. Det er ej heller hvad denne historie handler om. Men jeg har en hullet erindring om, at vi som købmandens familie har besøgt ”Lille Tinne” på et hjem i Augustenborg? på Als. Det var selvfølgelig langt senere, da købmanden var blevet bilejer. Jeg husker mødet med denne dværg som spektakulært og uden sammenhæng med resten af vort glade børneliv.

 
 Denne lille Renault kom til verden i 1937 - efter Louis Renault i 1936 var blevet inspireret af den nye Opel Olympia på udstillingen i Berlin. Modellen blev ”døbt” Juvaquatre. Fra begyndelsen som 2 dørs personbil.
 
 

Teknobiler og Tekno byggesæt. Kræs for en lille mand fra Vivild
 
 
Johannes som bilejer. Stikordet tilbage til turen til Egtved. I en Renault AHG. En lille sort varevogn, 3 dørs og uden sidevinduer i kassen, hvor vi børn sad. Jeg tror sæderne bagi var hjemmelavede.
Jeg ved ikke, om vi i Renaulten kørte mere end en gang til Egtved - over Vejle - for at besøge slægtninge og venner der. Målt med datidens kilometertæller var det en lang og meget spændende tur - næsten til verdens ende eller byen før. Vi besøgte mors rødder i Egtved flere gange lige som de besøgte os i Vivild.
Jeg vil senere vende tilbage til Johannes og hans biler. Renaulten var kun en på vejen.
Vi skulle gøre besøg to steder på en sådan rejse. Det store stop, det jeg så mest frem til, var hos elinstallatøren og trikotagehandleren i Egtved, Oskar og Marie Berthelsen (dine faddere for øvrigt).
De var dejlige, gæstfrie mennesker at gæste. Jeg har endnu i øregangene den frydefulde melodiske dialekt og stemmeføring, de to mennesker var i besiddelse af. Samtidig havde de - og det gav points - 2 drenge, der godt nok var lidt ældre end jeg var, men som havde legetøj, jeg aldrig havde været i nærheden af. Der var de nyeste Tekno biler, store æsker med Tekno byggesæt og andet legetøj, som var en køretur værd at få fingre i.
Det andet besøg, som vi børn bestemt også så frem til, gjaldt Karen og Ejnar. De havde en lille ejendom i kanten af Egtved mod Vejle. De havde ingen hjemmeboende børn, så det var et helt andet sted at komme som barnegæst. Også her var mor og hendes familie velkomne gæster. I deres have voksede sommerblomsterne en smule mere iøjnespringende. De voksne glædede sig over gensynet og stemningen var varm og hjertelig.
Vi børn måtte omme bag i Renaulten enten holde vejret både ud og hjem, eller acceptere at indåndingsluften bestod af 90 % cigarrøg fra den Advokat cerut, som købmanden brændte af, en cerut ud og igen en hjem.
Apropos hjem. I mit næste skriv vil jeg igen sætte hælene og resten af fødderne i sandjorden i Vejlby og Vivild.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar