torsdag den 14. februar 2013

Cirkus Memo og Egtvedpigen


                                                                                         Rønde den 12.2.2013
Kære Kaj

Jeg er helt med på, at vi rykker teltpælene op og flytter location. Hvis vi er et cirkus, der med disse memoreries leverer en forstilling, så kunne jeg godt tænke mig at vide, om vi har nogle tilskuere?

Man kan vel dårligt sige, at jeg er på hjemmebane i Egtved og det virker heller ikke umiddelbart logisk, at jeg skulle vide mere om mors rødder, end dig, men ikke desto mindre, så tror jeg faktisk, at jeg kan bidrage en hel del til forestillingen.

Lad os blive i det tyske spor, hvor du begyndte dit sidste indlæg. Vi er tilbage til dengang Sønderjylland tilhørte Tyskland. Vores morfar var  dansksindet mejerist i Sønderjylland. Når han om aftenen var færdig med at kværne smør, mødtes han og andre med dansk blod i årerne for at synge danske fædrelandssange. Det bekom ikke tyskerne, så en aften bankede herrefolket på Hans Alberts dør og bad ham forlade landet omgående. Flugten foregik over hals og hoved uden mulighed for at medtage andet, end det han kunne bære derfra. At det eneste, han fik med var et Daneborg, taler sit tydelige sprog om en nationalfølelse, man nok ikke er bevidst om, så længe man ikke er truet på den.

Hvornår Hans Albert og Ane Mette blev gift, ved jeg ikke. Min tid og evne rækker ikke til kirkebogsstudier, så vi må leve med et par faktahuller her. Men jeg ved, at Ane Mette var Hans Alberts anden kone. Den første, med hvem han havde sønnen Jens, var død.
Ane Mette var 40 år, og Hans Albert var 51, da de fik mor. Det har i sandhed været et par gamle forældre
Gerda sammen med sine forældre omkring 1925

Mor blev født i Egtved. Her arbejdede hendes far som mejerist hos mejeribestyrer Sørensen.
Mormor var meget plaget af astma. Hun havde i det hele taget et skrantende helbred og døde i en alder af kun 54 år ( vores egen mor var 56, da hun døde - tankevækkende ) Mormor må have haft et længerevarende sygeleje i hjemmet, for mor har fortalt, hvordan hun efter skoletid løb hjem for at pleje sin mor. En dag var morens kind kold. Den beretning gjorde et kæmpe indtryk på mig, da jeg hørte den som barn. Det må da have været et chok for en pige på 14 at opdage, at ens mor ligger død i sengen. 
Mejeribestyrer Sørensen og hans kone tilbød at tage Gerda til sig. Den løsning var alle parter formentlig også bedst tjent med. Morfar var 65 år og nok lidt af en sortseer.  Hos familien Sørensen blev mor - og senere far - taget imod som fuldgyldigt medlem af familien. Takket være fru Sørensens bekendtskab med Fru Bertelsen inde i Vejle, fik mor en læreplads i dennes dametøjsforretning. Fru Bertelsen og mor kom godt ud af det med hinanden og bevarende kontakten hele livet. Marie Bertelsen kom til at stå fadder til mig.
Der var måske nok smør til brødet, men generelt ikke meget at slå til Søren med i mors hjem. En mor, der var død, en far, der efter datidens målestok var gammel og lidt selvmedlidende og bestemt ikke tilnærmelsesvis formuende, det var mors vilkår. Måske har vi her forklaringen på, at hun valgte at stå på egne ben og drog nordpå for at finde lykken som 18 årig.

Der findes et tv-program, der handler om at finde sine slægtninge. Hedder det Sporløs? Kun et par gange er jeg blevet fanget af udsendelserne. Det bekommer mig ikke at sidde som tilskuer til en form for journalistik, hvor man skal bildes ind, at det hele foregår live, når det jo logisk set ikke kan lade sig gøre. Men kernen i programmet, optager mig. Problematikken eller behovet for at finde sine rødder, trangen til at lære de mennesker at kende, som dybest set er årsag til ens egen eksistens, det kan jeg følge. Det er vel i et eller andet omfang den samme trang, som driver os til denne cirkusforestilling eller måske i en  pigeudlægning til denne buket af brogede blomster. Når jeg her skriver dette indlæg om vores morforældre, så bliver ønsket om at have kendt forfædrene omend endnu tydeligere. Det kunne have været interessant at vide, hvad de forventede af livet og om forventningerne blev indfriet. Hvordan fik de med den sparsomme økonomi, vi gennem breve fra morfar til mor ved, var et livsvilkår, i hvert fald på morfars gamle dage, råd til alligevel at købe sølvtøj - i plet, ganske vist, men med indgravering A.H.27.5.11
Ane Mette Hansen blev 33 år den dag. På gavebordet lå en ret stor kagespade i dobbeltriflet med en vase med blomster indgraveret. Gaven KAN selvfølgelig være fra andre end Hans Albert. Det er måske slet ikke usandsynligt, at giveren har været en slægtning eller bekendt med bedre kår. I min sølvtøjsskuffe findes yderligere to skeer fra mors hjem. De er af mærket antik rokokko og bærer indgraveringen: Fra Botella Petersen 27.5.12 og juleaften 12

Har vi her begyndelsen til en spændende historien om en rig slægtning der rejste til Amerika? Hvem var Botella Petersen. Desværre er vi to ikke kendte nok til at kunne medvirke i det underholdningsprogram, hvor kendte danskere får hjælp til at forfølge deres aner. Det kunne måske ellers være en spændende rejse, tror jeg.
På et tidspunkt i min barndom, husker jeg, at der kom et brev med posten med et anderledes og fremmedudseende frimærke på. Det forløb at mor havde arvet (jeg mener at kunne huske det var 12.000 d kr) af en onkel i Amerika.Der blev ikke snakket meget om den sag, hverken pengebeløbet eller den ukendte onkel.
Mor havde som sagt en halvbror. Han hed Jens og boede i Vejle. Jeg husker at have besøgt ham sammen med far og mor. Så vidt jeg husker havde Jens børn, men hvor mange husker jeg ikke. Det vil være som at lede efter en nål i en høstak at opsnuse i de digitale kirkebøger, hvem Jens Hansen fra Vejle var. Men måske kunne der være gevinst på Botella Petersen?

Er du blevet klogere? Har jeg løftet sløret for noget, du ikke vidste i forvejen? Kan du bidrage med nye vinkler? Det vil være beskæmmende, hvis vi må "nøjes" med det lidt, jeg har kunnet bidrage med om vores mormor og morfar fra Egtved.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar